På toppen af Borneo - svært vane-dannende!

Low's Peak - en af adskillige toppe på Mount Kinabalu - og målet for denne bjergvandring. Vi var ikke alene ......  Vi nåede toppen i tide til at opleve solopgangen bag de øvrige tinder på bjerget - et fantastisk syn!

Da Anne-Marie foreslog, at vi kunne bruge et par ugers afspadsering på at tage en tur til Borneo, var jeg naturligvis med det samme med på idéen - og da en tur op på det berømte Mount Kinabalu indgik i den pakkeløsning, hun havde fået kig på, var jeg straks fyr og flamme!
Dels er bjerget i den malaysiske Sabah-provins på øen berømt for med sine 4.101 meter at være det højeste mellem Himalaya og New Guinea (hvilket dog efter nyere målinger er vist ikke helt at være tilfældet), og dels er det kendt for at være et af Verdens vigtigste naturområder - med blandt andet en helt unikt righoldig flora. Få andre steder træffes så mange forskellige plantearter på et så relativt begrænset område - og blandt dem omkring 1.200 kendte orkidéarter - og der opdages løbende nye. Adskillige fantastiske orkidéer findes ganske enkelt kun på dette bjergs sider!
Af disse er Paphiopedilum rothschildianum nok den mest berømte - og også Paphiopedilum dayanum findes kun her.
Ud over orkidéer findes der en overdådig artsrigdom af næsten enhver anden type planter - træer, rhododendron,  bregner, bambus, mos-arter og kødædende planter - blot for at nævne nogle af de oftest fremhævede fra det fantastisk bjerg. Ikke mindre end 40 arter egetræer, talrige arter bambus og bregner - og mos i alle afskygninger - deriblandt en, der vokser til over én meters højde! For ikke at tale om de fantastiske kandebæger (Nepenthes), som vi så 3 forskellige arter af, men som der findes adskillige flere arter af på bjerget - 5 arter findes udelukkende her!

Det er vigtigt at understrege, at der for så vidt ikke stod 'orkidéer' på det program vi købte - det var sådan set noget, jeg bare håbede på at få passet lidt ind.
Faktisk var det her en bjerg-vandring - og vi skulle helt til tops på bjerget - vi skulle simpelthen tage "The Summit Trail" op til Low's Peak i 4.095 meters højde!
Joh, den er god nok - den top er opkaldt efter den første englænder på toppen - samme Sir Hugh Low, som blandt mange andre orkidéer også Phalaenopsis lowii siden blev opkaldt efter. Han besteg som den første europæer Mount Kinabalu i 1851 - og indsamlede faktisk også en hel del den gang nye og ukendte planter, som blev sendt hjem til England til nærmere botanisk beskrivelse. Der iblandt også den første Paphiopedilum fundet på Borneo i 1846 - som Lindley siden beskrev og navngav Paphiopedilum lowii efter ham. Senere fandt Low 5 andre Paphiopedilum på Borneo - nemlig P. dayanum i 1856, P. stonei  og P. javanicum var. virens i 1862, P. hookerae i 1863 og P. bullenianum i 1865. Det var også Low, der opdagede Coelogyne pandurata, Coelogyne asperata, Dendrobium lowii og Arachnante lowii (oprindeligt Vanda lowii) - og også adskillige arter kandebæger, hvoraf Nepenthes lowii er opkaldt efter ham.

Denne her orkidé har jeg ingen anelse om hvad kan være! Den ligner i bladene en Cymbidium - men blomsterne er så små, at jeg næsten ikke kan tro, at det kan passe.Ingen tvivl om, at den top, vi har været oppe på, er ikke opkaldt efter en hr. Hvem-som-helst!.
Alt det her havde jeg ingen anelse om, før vi tog afsted i midten af november - for lige pludselig var efteråret gået, og der blev ikke tid til at læse op på tingene, før taskerne skulle pakkes og flyet var klar til afgang.
Når man har taget turen for nyligt, kan man sagtens forestille sig, hvor vanskeligt det må have været at bane sig vej gennem den tætte og aldeles uvejsomme regnskov det meste af vejen op dengang - for over 150 år siden!
Vi har jo oplevet det hele på tætteste hold - og dog!
Nu om dage er der lavet en fin afmærket sti, etableret for adskillige årtier siden, som årligt bruges af omkring 30.000 besøgende - og det er udelukkende éns egen fysiske form og den gennemsnitlige stigning på omkring 30%, der er afgørende for, om man opfatter turen som hård eller blot som endnu en dejlig tur i bjergene! Dog spiller det også ind, at så snart man kommer over de 3000 meter over havets overflade, så mærkes den tyndere luft tydeligt - og vi måtte se i øjnene, at vi lynhurtigt tabte vejret, hvis ikke tempoet blev sat passende ned! Vi nåede dog toppen på en ganske pæn, gennemsnitlig tid, selv om jeg også brugte tid på at kigge på og fotografere orkidéer på vejen. Heldigvis havde ingen af os problemer med højde-syge, der ellers kan være en plage for mange.
Lad mig med det samme indrømme, at fruen og jeg begge synes, at det var en ganske hård tur - men ikke desto mindre fantastisk og absolut anbefalelsesværdig, hvis man er til den slags!
Det skal retfærdigvis siges, at det langt fra er alle de, der starter på turen, der også gennemfører den. Mange når ikke længere end til Laban Rata, hvor der overnattes - og hvad angår primært orkidé-interesserede, så er det såmænd også tilstrækkeligt. Det vil selvfølgelig give god tid til nedturen - igennem det stræk, hvor der er flest spændende planter at kigge på.

Idag er der lavet en sti - og det ser endda til tider let ud at gå på den - men man finder ud af, at sådan er det ikke hele tiden. Til gengæld er der orkidéer overalt - til højre - til venstre - og oven over!

Denne Dendrocillum så vi masser af på turen.Mount Kinabalu er det helt naturlige centrum i Kinabalu National Park, som blev etableret tilbage i 1964. Parken er udnævnt som et World Heritage Site.
Geologisk set er der tale om én gigantisk blok granit, der for ca. 1 mio. år siden blev presset op igennem jordskorpen, så bjerget blev dannet - og det er ganske tydeligt, at det helt står ud fra de omkringliggende  andre bjerge, der kun er op til omkring halvt så høje som Kinabalu. Ingen tvivl om, at denne forskel i både jordbund og højde har en meget stor betydning for, at både flora og fauna omkring bjerget er helt enestående.

Vel sagtens også en Dendrochilum-art ....Omkring 400.000  besøgende i Nationalparken årligt er rigtigt mange mennesker - og de kunne let forårsage ubodelige skader på naturen, hvis ikke der virkelig bliver gjort alt for at bevare området. Derfor kan man, indenfor de 754 km2 bjergrige regnskov, som Kinabalu National Park dækker, ikke bare lige gå rundt, som det passer én. Man må som almindelig turist under ingen omstændigheder gå udenfor de fastlagte stier  - og må i det hele taget kun gå i følgeskab med en autoriseret guide. Fornuftigt - selv om man selvfølgelig gerne selv ville være fri og kunne gøre, som man har lyst til - men sådan er det bare. Ikke mindst, når man som her har at gøre med så mange natur-skatte, skal der virkeligt kontrollerede forhold til at håndtere så mange besøgende, uden at det ødelægger selve grundlaget for den Verdens-omspændende interesse for området.

Der er så vidt jeg forstår mulighed for adskillige forskellige ture i området - og for os var det som nævnt "The Summit Trail", der denne gang var aktuel. Jeg kan godt afsløre, at der ikke er nogen tvivl om, at vi vil vende tilbage og se på, hvad der ellers gives af muligheder ved bjerget ved førstkommende lejlighed!
Først efter hjemkomsten blev jeg opmærksom på, at der åbenbart også er en slags lokal-botanisk have i tilknytning til nationalparkens HQ, hvor man har samlet blandt andet en masse orkidéer - og den gik jeg da helt glip af i denne omgang! Der skulle være samlet over 400 forskellige arter fra hele Borneo - men hovedparten fra selve Kinabalu!
- Pokkers!
- Men så må der jo netop blive mindst én næste gang ....
Jeg vil foreslå, at man ser på den botaniske have før man vandrer op på bjerget - for bagefter kan det godt være, at benene strækker.

Timpohon Gate - her starter "The Summit Trail" - en af de få "vandreture" i Verden, der findes til en bjergtop i den højde! Vi kørte fra nationalparkens hovedkvarter i 1.563 meters højde til Timpohon Gate i 1.830 meters højde, hvor vor vandretur mod toppen startede.
Første etape er 'bare'  6½ km lang - men skal bringe os op til Laban Rata Resthouse i 3.272 meters højde, hvor vi skal have nogen timers søvn, før vi så fortsætter midt om natten, så vi kan overvinde de næste 2,7 km til toppen godt 800 meter længere oppe i tide til at se solopgangen ude i horisonten, bag de øvrige tinder på det fantastiske bjerg. Det er vigtigt at være der så tidligt - ellers når skyerne at samle sig omkring toppen henover den fugtige, lune regnskov neden under - og så er der ikke nogen udsigt!En lille litofytisk plante . jeg formoder, at det er endnu en Dendrochilum.

Det er primært på de nederste 2/3 af turen, at man vandrer igennem den imponerende regnskov - og det var naturligvis også her, at der var flest orkidéer at se - og der er masser!
- De er der nærmest overalt!
Flest epifytisk voksende i træer og buske - men også både litofytiske og terrestiske arter kunne ses over alt, næsten lige meget hvor man kiggede hen! Og det endda, selv om vi naturligvis som foreskrevet holdt os til stien - de stod simpelthen lige ved siden af - og i træerne over og omkring os.
Hist og her - for ikke at sige næsten for hver få meter sine steder, var der faldet en rådden gren til jorden - og orkidéerne på den lå så  løst oven på jorden. Mange af dem var imponerende flotte planter, man ville være stolt af at have i sin samling - også selv om de ikke var i blomst - og nu havde de givetvis ikke har en chance for at overleve i den tætte underskov, hvor ikke en vind rører sig - men sådan er naturens orden her. Alligevel kan det jo godt gøre én tung om hjertet at se så mange fornemme planter blot ligge dér og med sikkerhed gå til i løbet af relativt kort tid!
Kiggede man godt nok efter, så man jo massevis af afdøde eksemplarer i skovbunden - og årsagen er klar nok: Der er rigeligt med ventilation omkring planterne på træernes stammer og grene - men ikke megen imellem bregner, mos og andet krat i jordhøjde, så derfor overlever de epifytiske arter absolut ikke altid, når deres gren knækker eller træet vælter.
Af og til lå der ligefrem fine planter lige midt på stien - og de blev forsigtigt lempet til siden, ligesom mange tydeligvis har gjort det før os - men om det nu har gjort nogen særlig forskel, kan man da godt være i tvivl om. I virkeligheden betyder det nok ikke en trille et sted som her - men det sender da et tydeligt signal om, at stedets planter hører til her - og de skal hver og én blive der!

Der kunne ses en hel del forskellige Dendrobium - men desværre var ingen af dem i blomst.

Desværre er der grænser for, hvor mange af orkidéerne, der blomstrer sidst i november - men selv de ikke blomstrende fandtes der også så mange forskellige typer af, at der ikke er nogen tvivl om, at der på enhver årstid vil være så rigeligt at se på på denne tur! Således så vi kun bladene af én epifytisk voksende  Paphiopedilum - måske endda netop en Paphiopedilum lowii, som er en af de få epifytiske fruesko. Et andet sted sås et par velvoksne planter voksende på en stor klippe ved siden af stien - også uden blomst, så hvilken art, der har været tale om, er umuligt at sige. Også disse planter havde ensfarvede grønne blade. Flere Paphiopedilum så vi ikke - men så så vi jo så meget andet!
- En del Dendrobium - men egentlig ikke så mange, som jeg måske nok havde forventet - og en hel del Bulbophyllum i forskellig størrelse, hvoraf en del stod med frøkapsler. En flot Eria robusta stod  i blomst - jeg genkendte den ikke på turen, men har senere fået en mail fra Egon Korsgaard, der kendte arten. Der er et billede af den sidst i artiklen

Det var fortrinsvis Coelogyne og Dendrochillum, vi denne gang så i blomst - i alt vel omkring 10 forskellige arter, som vi aldrig havde set før. Jeg havde læst om, at man ville kunne se Coelogyne papillosa på turens øvre stræk - og stor var begejstringen, da vi fandt de første af disse smukke hvide orkidéer. Allerede inden da havde vi set nogle brune Coelogyne og flere slags Dendrochilum. Først efter hjemkomsten er det, efter at have læst mere på sagen, at jeg erkendte, at vi havde fundet adskillige flere arter, end vi først havde erkendt. Det afslørede en nærmere granskning af billederne, der så også blev sammenlignet med billederne og beskrivelserne i Dudley Clayton's "The Genus Coelogyne - a synopsis", som jeg blandt adskillige andre havde købt mig i Bangkok på hjemvejen.

Coelogyne kinabaluense - den så vi adskillige af.  Coelogyne papillosa er en umådelig smuk art, som vi så ganske mange af. Coelogyne pholidotoides anede jeg ikke eksistensen af - også denne identificerede jeg først efter hjemkomsten.

Jeg regner med, at dette er en Coelogyne bilamellata - selv om den ikke helt svarer til beskrivelsen af arten. Den svarer nemlig slet ikke til nogen anden .... Det var først ved gennemsyn af billederne, at jeg erkendte, at dette er en Coelogyne rhabdobulbon.

Det viser sig således, at der var Coelogyne kinabaluensis, Coelogyne pholidotoides, Coelogyne rhabdobulbon og Coelogyne bilamellata mellem billederne - og her efterfølgende kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der sagtens kan have været adskillige andre, som jeg bare ikke erkendte var andre arter end dem, jeg allerede havde taget billeder af - og som jeg derfor undlod at fotografere for at spare på kameraets batteri! Desværre oplevede jeg nemlig, at batteriet kun alt for hurtigt mistede styrke. Jeg havde været for ukritisk med brugen af  den indbyggede blitz i starten af turen, så allerede på vejen op måtte jeg økonomisere og undlade at tage billeder, jeg ellers normalt ville have taget - og på toppen løb kameraet tør for strøm! Det vil sige, at på hele nedturen var jeg afskåret fra at tage flere billeder!
Mon ikke man så kan lære at medbringe reserve-batteri til en anden gang!
- Og næste gang vil jeg nok vente med overhovedet at tage billeder til efter de første 1½ km af turen - for først dér bliver der for alvor noget at se på for os med særlig interesse for orkidéer. Så har den første, måske lidt overstadige, begejstring for selv den mindste lille orkidé også fortaget sig lidt, før man begynder at fyre løs med kameraet .....

Jeg regnede først med, at dette er en Bulbophyllum - men i sept. 2011 fik jeg en mail fra Egon Krogsgaard, der foreslog, at det kunne være en Eria robusta - og jeg tror han har ret! - Tak, Egon!

Det er naturligvis ikke det samme som at sige, at man ikke bør holde øjnene åbne allerede fra start - for man sku'  jo nødigt gå glip af noget - de første orkidéer viser sig få meter bag Timpohon-porten ....

Kenth Esbensen dec. 2006 / sept. 2011