International orkidé-udstilling i Abbaye de Fontfroide / 02.10.15


Jeg var sammen med min kone og min søster på 14 dages ferie i syd-Frankrig, da vi for nogle få dage siden så et opslag om en international orkidé-udstilling i l'Abbaye de Frontfroide, nær Narbonne - og den startede på den dag, vi havde planlagt at tage hjem fra huset på Cabrol.
Jeg besluttede, at vi måtte tage en lille omvej forbi området omkring Narbonne - og de andre var ikke så svære at få med på idéen.

Det var en mindre omvej - hjemturen tog ca. 3 timer mere end normalt, men det var umagen værd!
Ikke mindst på grund af de helt unikke omgivelser i hvælvingerne på et middelalder-kloster!

Der var 7-8 udstillere fra både Frankrig, Schweiz, Italien og Taiwan, der havde valgt at samle deres udstillinger omkring en lille vulkan - meget effektfuldt og meget dekorativt.
Ganske anderledes, end jeg tidligere har set ved andre udstillinger!
Der var ikke tale om de individuelle stande, jeg ellers har set - men i stedet én samlet, delt op i sektioner til den enkelte udstiller. Det giver en meget fin samlet enhed i udstillingen - noget man måske også kan overveje her til lands.
Der var både mange spændende botaniske arter i flotte eksemplarer og masser af flotte hybrider af næsten enhver slags - som de fleste jo holder mest af.

Ikke mindre end 10 forhandlere af orkideer og relaterede produkter var til stede med salgsboder - så der var nok at kigge på!
Vi havde dog 2100 km på vejen hjem til gode - så det blev måske et lidt for kort stop, i forhold til, hvad jeg normalt ville bruge på en så spændende udstilling!
- Vi fik slet ikke set os om på selve klosteret eller de spændende omgivelser - men det kommer vi bestemt til!


  Artsliste  


Copyright ©
Kenth Esbensen