Min første phalenopsis - efter den efter en 2-3 års pause pludslig igen ville sætte blomsterskud af - og den gjorde det i rigt mål! Begyndelsen.

Der er nok ikke noget særlig specielt ved min debut med orkidéer - naturligvis en Phalaenopsis købt i et lokalt byggemarked. Den havde 2 grene med vel sagtens 5-7 flotte blomster på hver - og de holdt sig i flere måneder i den østvendte vindueskarm.
Jeg vandede den 1 gang om ugen med det demineraliserede vand, vi fik fra vor kondensations-tørretumbler - og 1 gang om måneden blev der tilsat lidt orkidé-gødning efter forskrifterne på flasken.
Da blomsterne begyndte at falde, måtte jeg have en passende afløser - så jeg købte en ny i en lysere farve. Grenene på den gamle blev efter afblomstringen klippet tilbage til 3. "øje", som jeg havde fået anbefalet - så man kunne være så heldig at der kom nye blomsterskud frem på de gamle grene.
Sådan skulle det nu ikke gå - for grenene visnede helt tilbage, og jeg klippede dem af ved roden.

Den nye plante overtog i fin stil det fine blomster-show og fik massevis af blomster over i alt næsten 9 måneder. På denne virkede trick'et med at klippe grenene tilbage - og planten kvitterede med straks at sætte nye sidegrene og blomster. På 2 år var der kun 2 korte perioder på 1-2 måneder, hvor den  ikke var i blomst!
Min første plante stod i mellemtiden bare og så pæn ud - men i de følgende 2 - 3 år satte den ikke et eneste blomsterskud. Jeg beholdt den kun fordi jeg godt kan lide de pæne blade. - Jeg forstår simpelthen ikke de folk, der siger, at orkidéerne er kedelige, når de ikke blomstrer - for de har da flotte blade - og er flotte planter selv uden blomst.

 

Ét år fik min 2. Phalaenopsis så mange grene og sidegrene med blomster, at de på én gang fyldte hele vindueskarmens bredde på 120 cm - og op i 60 centimeters højde! Desværre har jeg ikke nogen gode billeder af det fantastiske syn. 
Jeg har købt den uden noget andet navn end phalaenopsis - men efter at have kigget rundt på en lang række forskellige orkidé-sider på internettet er jeg i dag overbevist om, at det er den hybrid, der heder Phalaenopsis 'Lady Sakara'. Den ligner i alle tilfælde på en prik.

Min første Phalaenopsis har jeg stadig ikke fundet noget navn på - der er så mange muligheder, at det ikke er mig muligt at identificere den nærmere.
Efter ikke at have sat nogen blomsterskud i et par år, kom den pludselig stærkt igen - som det ses på det øverste billede. Ikke alene satte den 2 blomsterskud med hver adskillige sideskud og talrige smukke blomster - den blev også ved med at blomstre i over 1 år!
Desuden satte den et sideskud ved roden, som hurtigt voksede sig så stort og kraftigt, at jeg kunne brække det fra og plante det for sig selv ved ompotningen her i foråret.

De to Phalaenopsis fik efter et par år følgeskab af et par andre hybrider af cambria-typen. Helt nøjagtigt, hvad det var for nogen fandt jeg dengang aldrig rigtigt ud af - og selv om jeg efterfølgende har fundet ud af, at den ene er en Zygopetalum 'Kiwi Choice', så har jeg ikke endnu identificeret de øvrige, da de ikke siden har blomstret. Derimod har de vokset sig til gode, livskraftige planter - så det er uden tvivl blot et spørgsmål om tid, før de igen vil sætte nye blomsterskud. Faktisk er det jo nok ikke mindst forventningerne til disse planter, der har fået sat ekstra skub i interessen for en lidt mere langsigtet målsætning for min orkidé-interesse - og derfor også dem, der for alvor har fået mig til at anskaffe flere og flere planter.

Siden er det gået slag i slag - men samlingen har også ændret karaktér igennem årene.
De hundredevis af forskellige arter i samlingen idag dominerer helt klart de få hybrider - og det er frem for alt de botaniske Phalaenopsis, der har min interesse - men også Bulbophyllum og Coelogyne er ganske godt repræsenteret i samlingen idag!

Det hele startede imidlertid med de fantastisk flotte hybrider fra supermarkeder og byggemarkeder!

Min 2. phalenopsis - som har blomstret helt fantastisk i årevis. Jeg mener, at det er en 'Lady Sakara' - den ligner i alle tilfælde på en prik.