A
Agar:
Dette bruges som geleringsmidel i de næringsberigede
vækstmedier, der anvendes til både frøformering og meristemformering af
orkidéerne under helt sterile forhold.
Autoklavering:
Sterilisering ved opvarmning under tryk. Det anvendes til at
sikre, at de flasker og voksemedier, der anvendes i laboratorierne til
frø- og meristemformering er helt uden forurening fra bakterier og
svampe, der ellers vil ødelægge kulturerne.
På hobbyplan kan det gøres med en god trykkoger.
B
Bag-bulber:
Betegnelsen for de ældre bulber, fra de forrige års vækst, der
sidder tilbage som vand- og næringsreserve for planten.
Blomsterblade:
De 6 blade, der i et indre og et ydre sæt à 3 danner
orkidéens blomst.
Blomstrings-gødning:
Med særlig gødning på rette tidspunkt kan man efter sigende stimulere
anlæggelsen af nye blomsterskafter. Sådan en gødning skal have et
relativt højt indhold af fosfor og naturligvis et afbalanceret indhold af
mikro-næringsstoffer. Fex en 3-12-6 eller en 6-30-30 NPK gødning
Bulber:
De opsvulmede fortykkelser af stænglen, som mange orkidéer
bruger som vand- og nærings-reserve.
C
Callus:
1) Fortykkelse - ofte efter heling af en skade.
2)
I orkidéformeringen bruges det også om den vævsklump, der starter
udviklingen til en selvstændig plante ved meristem-formeringen.
3) Callus er også betegnelsen for en, to eller 3 prominenser mellem læbens
3 segmenter hos f.ex Phalaenopsis. Er der to, kaldes det biserate
colli, og er der 3 kaldes de triserate. Calli's udformning er ofte
værdifulde ved den nøjagtige artsbestemmelse.
Cirrhi:
De tynde tråde, der ses i de yderste hjørner af læben på en del
Phalaenopsis-arter og hybrider - f.ex på Phalaenopsis stuartiana.
CITES:
International konvention, der bla. beskytter vildtlevende
orkidéer over hele Verden og sikrer mod ukontrolleret indsamling og
handel med orkidéer.
Se mere på amerikanske Matt Pedersen's side her
(på engelsk)
Coloratum:
En af de spændende typer af Maudiae-type Paphiopedilum. Den er ret
farverig, men ikke så mørk som "Vinicolor", "peacock"
og "Flame" typerne - men heller ikke så farveløs som
"Alba"
Complex hybrids:
Dette er betegnelsen for hybrider mellem planter, der i sig selv også
er hybrider - og af og til går disse krydsninger mange generationer
tilbage - helt op til 20 - 25 led! Det vil sige, at de komplexe hybrider
kan have meget sammensat genetisk materiale, hvilket som regel betyder, at
der er tale om meget livskraftige planter.
Com-pot:
Dette er en forkortelse af "Community-Pot" -
hvortil de små, nye orkidéplanter plantes ud fra de sterile flasker
eller bægre, så de dels kan hærde af og tåle at blive selvstændige,
og dels vokse sig store nok til at kunne klare sig i hver sin egen,
individuelle potte. Også de helt små orkidéer hader at have for god
plads - så hellere mange sammen, så de små planter kan støtte hinanden
lidt. Fordi de små planter står tæt, er de mindre sårbare mod bla.
udtørring - som ellers kan slå planter i denne størrelse ihjel på
mindre end en time!
Ofte plantes omkring 25 småplanter ud sammen i disse bakker/potter.
D
Diploid:
Normale planter (og dyr) har hovedparten af deres arveanlæg
placeret i kromosomerne. Kromosomernes antal varierer fra art til art, og
de er normalt ordnet i par - et sæt fra hver af forældrene. Når
planterne således har 2 sådanne sæt, kaldes de for diploide - hvilket
er det normale. For nemheds skyld skrives ofte blot 2N.
E
Epiphytisk:
Langt de fleste af de subtropiske og tropiske orkidéer vokser
oppe i træer - men er ikke snyltere! De nyder blot gode af de særlige
forhold med masser af lys og luft og som regel alligevel høj
luftfugtighed - men uden direkte
sollys, der ville svide deres blomster og blade.
F
Flaske:
Når man skal frø- eller meristem-formere orkidéer, skal det ske
under helt sterile forhold, så ikke bakterier og svampe (mug) tager
overhånd inden der overhovedet vokser planter frem.
Derfor udsås på et vækstmedium i sterile flasker - og når der så
efter adskillige måneder vokser små planter frem og pladsen bliver for
trang, så plantes der som regel om endnu engang til nye flasker - stadig
under sterile forhold. Denne gang som regel 2 - 25 planter pr. flaske.
NB! En "flaske" kan sagtens være et plastic-bæger eller sågar
et genbrugt og steriliseret marmeladeglas! Hovedsagen er, at de kan bruges
til at dyrke de små nye planter frem under sterile forhold.
Fredning:
Alle danske og øvrige europæiske orkidéer er fredede i naturen!
Det er således ikke alene ulovligt at plukke eller indsamle hele planter
til haven eller drivhuset - men faktisk også at indsamle frøkapsler!
- Det sidste kom faktisk lidt bag på mig - og vil sikkert også overraske
mange andre - men egentlig er det jo logisk nok!
En hel del af de også her i landet vinter-hårdføre orkidéer af bl.a.
familierne Cypripedium, Dactylorhiza og Ophrys kan dog
træffes hos specialiserede forhandlere - frøformeret i certificerede
laboratorier og gartnerier - så man kan få fat i dem til sin have! Der
er også lavet en del kunstige hybrider af disse planter - især en del
baseret på nord-amerikanske arter.
Fruesko:
Det danske fællesnavn for orkidéer af slægterne Paphiopedilum,
Phragmipedium og Cypripedium.
G
Genus
Betyder slægt eller under-slægt. I flertal hedder det genera.
GreenMix for Orchids:
Dansk fremstillet mineralsk voksemedium på basis af såvel
vandsugende som vandskyende stenulds-granulat af bjergarten diabas,
blandet med Perlite og lignit. Dette giver et luftigt voksemedium, der
tilgodeser planternes krav om luft til rødderne, samtidigt med at det
holder godt på vandet, så planten altid står i et fugtigt miljø.
Grex:
Betegnelsen for en hybrid - enten naturlig eller en af de over
110.000 krydsninger, der er frembragt ved mere eller mindre bevidst
avlsarbejde. Den første hybrid blev lavet i 1854 og siden har man
registreret nye krydsninger i International Registration Authority for
Orchid Hybrids, under Royal Horticultural Society (RHS) i England.
Omkring 3000 nye krydsninger bliver registreret årligt. Oplysninger om
dem alle kan findes her.
Gødning:
Orkidéer har i forhold til de fleste
andre planter et beskedent krav til gødning. Det betyder, at almindelig gødning ikke er velegnet til
orkidéer - og hvis man anvender det alligevel, bør man kun anvende max. ½
vanlig dosis.
Bedst er egentlig orkidé-gødning. En standard-gødning som f.ex Pokon
20-20-20 NPK-gødning kan med fordel anvendes. Man kan dog også gøde
mere nuanceret, ved at skelne mellem om man ønsker at fremme blomstringen
eller den grønne tilvækst af de nye skud på planten. Se under
Blomstrings-gødning og under Vækst-gødning.
Gøgeurt:
Stor europæisk slægt af jordlevende (terrestiale) orkidéer,
hvoraf en del findes vildtlevende i Danmark.
H
Hvileperiode:
Mange orkidéer har efter blomstringen brug for en hvileperiode,
hvor de kommer sig og lægger an til næste sæsons's blomstring.
Sædvanligvis falder denne periode sammen med vintermånederne, hvor der
ofte også er en lavere temperatur, hvor man holder sine planter.
Ikke sjældent er der imidlertid behov for et egentlig
"hvile-eksil", hvor planterne står væsentligt køligere, end
vi har lyst til at have i vore opholdsrum. Mange - som f.ex Cymbidium,
Coelogyne og Encyclia vil have godt af et sommerophold på
en passende plads ude i haven - uden direkte sol.
Hybrid:
En krydsning mellem forskellige arter - men eventuelt også en
krydsning mellem forskellige andre krydsninger. Når det drejer sig om
orkidéer, så er der ikke sjældent tale om krydsninger af forskellige
arter ganske på tværs af slægter fra helt forskellige Verdens-dele -
men også ind imellem talrige andre hybrider.
Der er eksempler på, at registrerede planter har 9 forskellige
registrerede "forfædre" - eller endda mere!
Masser af planter sælges blot under slægtsnavnet - uden at der er nogen
som helst oplysning om, hvordan den pågældende hybrid er lavet.
Der er helt faste konventioner om, hvordan primære hybrider mellem
forskellige slægter skal navngives. F.ex: Ascocenda x Phalaenopsis =
Asconopsis.
Hydro-kultur:
Langt de fleste orkidéer dyrkes i en vekselvirkning mellem
hyppige vandinger og hyppige udtørringer - men når man anvender vækstmedier som GreenMix, så satser man på, at mediet til enhver tid
indeholder en god balance mellem vand og luft - men uden at mediet
nogensinde udtørrer. Det kalder nogen for 'hydro-kultur'.
Med hydrokultur skulle det kunne være muligt helt at springe
planternes vanlige hvileperiode over - så de holdes voksende og
blomstrende mere eller mindre hele tiden.
Hydroponics:
Det engelske ord for hydro-kultur. Det anvendes i stor udstrækning
industrielt - både til produktion af grøntsager og blomster - der iblandt
også orkidéer!
Ofte anvendes betegnelsen "Semi-hydroponics"
- for en dyrkningsform, der ikke helt er hydro-kultur, men alligevel lidt.
For eksempel ved dyrkning i leca i et højt, hullet bæger med vand stående
i bunden, men hvor der ikke er andet end leca-nødderne selv, der kan
trække lidt af vandet op imod rødderne. Til gengæld er der god drænage
efter hver hyppige vanding - mens vandet i bunden altid sørger for fugtig luft
omkring rødderne.
I
Intergenerisk:
I orkidé-sammenhæng er der ofte tale om hybrider imellem planter af
forskellige slægter eller under-slægter - også kaldet genera. Disse
intergeneriske hybrider kan af og til have arvemasse fra op til 5-10
forskellige slægter - og danner således også selv ofte nye genera!
Sådanne nye intergeneriske slægter kaldes ved en hybrid med arvemasse
fra flere end 4 genera et nyt navn, der ender på -ara.
In vitro:
Orkidéer kan i kultur stort set kun formeres under helt sterile
forhold i flasker og glas. Det kaldes "In vitro" kultur.
In vivo:
Naturlig formering af orkidéer - som det foregår i naturen - er en
overordentlig usikker affære i et plantehold. Det kræver nemlig, at frøene udsås på
et passende medium, der er bevokset med nøjagtigt den rigtige
skimmelsvamp, som kan forsyne det spirende frø med de sukker- og
næringsstoffer, der skal til, for at det kan udvikle sig. Samtidig skal
der være den rette temperatur og fugtighed - hele tiden! Desuden skal der
ikke meget til, før andre svampe eller bakterier tager overhånd, så de
små udviklende frø og protokorn alligevel går tabt.
Det ér dog gjort flere gange i orkidé-kulturens barndom - nogen gange
på uhyre simpel vis - mens andre siden ikke har kunne opnå de samme gode
resultater.
J
K
Keiki:
Hawaiansk ord for barn eller baby, og det bruges om de små sideskud
med rødder, der kan komme på blomsterskafterne på f.ex. Phalaenopsis
eller på stænglerne hos Dendrobium og Epidendrum. Når de har fået 3 -
5 cm lange rødder, kan de skæres fra og plantes i deres egen lille potte
- eller monteres på en korkplade eller lignende.
Klon:
Mange orkidéer formeres ved vævsformering, så man fremstiller
masser af genetisk helt ens planter. Dette kaldes en klon. Ofte benyttes
også betegnelsen en 'sort' - og dens navn angives altid i anførselstegn.
Kokos-chips:
Det er ikke så få voksemedier, der som en hovedbestanddel
består af dette materiale, som er fremstillet af den yderskal, der skal
fjernes, før man kommer ind til kokosnødden. Det er som regel ganske
groft snittet og giver derfor god luftighed til vækstmediet - men det
omsættes som alle andre organiske produkter med tiden, så mediet bør
skiftes ud.
Kompost:
Hyppigt kaldes de organiske vækstmedier for kompost - hvilket
grundliggende er en misforståelse i langt de fleste tilfælde!
Voksemediet til langt de fleste orkidéer bør jo netop helst ikke være komposteret - hvilket vil
sige nedbrudt! Alligevel hænger betegnelsen ved .....
Krydsning:
Forskellige nært beslægtede arter kan formeres med hinanden,
således at man får pollen fra én art til at befrugte frøkapslen fra en
anden art. De fleste vil være ufrugtbare, men nogen vil være frugtbare,
så de kan formeres videre. Ikke mindst indenfor orkidéer er der ofte
tale om krydsninger over adskillige generationer, der giver alle de
forskellige hybrider, der i dag findes.
L
Labellum:
På dansk læben - det midterste og som regel nederste af de 3
inderste blomsterblade. Stort set altid det mest iøjenfaldende med
kontrastfarve i forhold til sepaler og petaler - de to øvrige
blomsterblade i den inderste ring og de tre i den yderste ring af
blomsterblade.
LECA:
Ordet er en forkortning af "Lightweight Expanded Clay
Aggregates" - og de fleste kender disse lette, oftest flydende
"sten" eller "nødder", der oftest bruges i byggeriet,
men som også bruges i planteavlen enten alene eller som en del af et
vækstmedie.
Der findes adskillige forskellige varianter, der varierer i både
størrelse, form og overfladens karaktér og vandtæthed. Nogen vil være
vandtætte og altid flyde ovenpå vand, mens andre vil kunne kvældes - og
således altså indeholde en hel del vand - samtidig med, at der på grund af
størrelsen altid er masser af luft imellem de enkelte "nødder". De
sidstnævnte varianter kan anvendes til orkidé-dyrkning helt uden
tilsætning af andet, idet de ved kapillær-virkning kan trække vand op fra
et lavt reservoir i bunden af beholderen, så det bliver tilgængeligt for
planternes rødder, der vokser i det luftige, men fugtige miljø i
beholderens øvre del.
Lithophytisk:
En del orkidéer vokser i det sparsomme organiske materiale i
klippesprækker. Andre foretrækker måske nok at leve i træer - men kan
også træffes naturligt i veldrænerede klippesprækker. Begge dele kaldes lithophytisk
vækst.
Læben:
Det midterste og oftest mest iøjenfaldende af de indre
blomsterblade. Som regel har den en stærk kontrastfarve i forhold til de
øvrige blomsterblade - og hos en del arter er den forsynet med hår, der
også kaldes trichomer.
Luft:
Orkidéer kræver generelt en godt ventilleret vokseplads.
Stagnerende luft og fugt giver mulighed for både råd og svampeangreb -
og det kan ødelægge en ellers sund plante på rekordtid. En ventilator
kan være nødvendig for at sikre et godt luftskifte i rum, hvor der ikke
er megen almindelig aktivitet og færdsel.
Luftrødder:
De fleste epifytiske orkidéer har rødder, der hænger frit i
luften, og de er lige så vigtige for planten, som dem, der er hæftet på
træernes bark eller forankret i den smule kompost, den måske ellers
vokser i i en grenkløft. Hos mange arter bidrager de også til
fotosyntesen - men har navnlig betydning ved at kunne suge fugten ud af
den omgivende luft.
Lys:
Generelt kan mange orkidéer næsten ikke få lys nok - men de kan ikke
tåle direkte sollys! - Slet ikke i den lyse del om året - men selv om
vinteren kan en stærk sol på få timer brænde bladene på en orkidé,
der står ubeskyttet!
Derfor skal de fleste orkidéer stå så lyst som muligt - men uden at
blive ramt at direkte sollys. Øst- og vest-vendte vinduer er derfor klart
at foretrække frem for u-skyggede sydvendte vinduer.
I vinter-halvåret er tilskudslys ofte en stor fordel for planterne -
formodentlig også selv om de er i hvileperioden!
M
Meristem-formering:
Dette er planteformering på højt plan - idet man under sterile forhold
ved hjælp af specielle vækstmedier og væksthormoner kan få de almindelige planteceller
til at dele sig og efterhånden udvikle sig til individuelle planter. Man
kan således klone særligt fremragende planter i stort tal - uden at
arveanlæggene ændres. Man får derfor principielt op til tusindvis af
genetisk ens planter - alle mage til forældre-planten - som jo netop var
udvalgt på grund af sine særlige egenskaber.
Meristem-formering kaldes også vævsformering.
Monopodial:
"Én-fodet" - Orkidéer som Phalaenopsis, Doritis,
Ascocenda og
Vanda vokser kun i højden - lige op - og breder sig ikke ved sideskud.
Dette kaldes monopodial vækst. Disse planter har ikke bulber eller
pseudobulber, men oplagrer deres vand og næring i rødderne og bladene.
Montering:
Mange orkidéer kan med fordel dyrkes monteret på et stykke
hængende kork, birkeris-knippe, klyner, bregnestok eller lignende, frem
for i en urtepotte. Arter som f.ex Bulbophyllum og Coelogyne
vil med tiden komme til at danne et tæt netværk af bulber og rhizomer,
som helt kan omslutte den korkplade eller andet, man har monteret
planterne på. Monterede orkidéer skal holdes fugtige ved hyppige
overbrusninger - og eventuelt et dyp i ny og næ.
Planterne bindes simpelthen på korkpladen med f.ex fiskeline sammen med
en plade levende mos, der vil hjælpe med til at holde på fugtigheden
indtil orkidéen har etableret sig for alvor. Mosset vil samtidig gøre
montagen mere dekorativ.
N
New Zealandsk mos:
Dette er rent faktisk tørret og sammenpresset sphagnummos, der ved
fugtning udvider sig formidabelt. Det har en god vandbinding, hvorfor det
ofte anvendes i mindre mængde i organiske vækstmedier.
Det anvendes også alene af mange asiatiske gartnere til at plante
ungplanterne i.
Nodier:
Flere slægter - som Phalaenopsis, Phaius og Doritis
- har disse "sovende øjne" på deres blomsterskafter, hvorfra
sidegrene senere kan udvikle sig og sætte flere blomster. Disse nodier
kan også bruges til formering af planten i begrænset antal.
Nodier findes også på eller under bulberne hos Cattleya og Dendrobium.
Novelty hybrids:
Dette er betegnelsen for krydsninger, hvor en hybrid krydses
tilbage til en botanisk art. Det bruges ofte i Paphiopedilum-avlen, hvor
man på denne måde som regel opnår meget spændende egenskaber hvad
angår blomsternes form og farver. Til gengæld kan disse hybriders
frugtbarhed variere - og nogen kan slet ikke formeres videre.
O
Ompotning:
Når en orkidé vokser ud af sin potte eller hvis et organisk
medium efterhånden er nedbrudt og formuldet, så det bliver for kompakt,
bør planten plantes om. Som regel vil det være hvert 2. - 3. år. Ved
ompotningen fjernes alle døde rødder og planten sættes i en passende,
ren potte med frisk voksemedium. Mediet bør presses lidt sammen, så
planten kan stå af sig selv i potten.
P
Pelorisk:
Blomster, hvor side-petalerne antager næsten samme farver og form som
læben, kaldes peloriske. Det kan give ret flotte, anderledes blomster -
men kan også se ret kikset ud.
Petal:
De ialt 6 blomsterblade hos orkidéer sidder i en indre og en ydre
krans af 3. Dem i den ydre ring kaldes Sepal'erne - mens dem i den indre
kaldet Petal'erne. Den midterste af petalerne danner læben.
Pinie-bark:
En meget vigtig og ofte dominerende bestanddel i mange typer
organisk vækstmedium, og det anvendes i stor stil i de kommercielle
gartnerier.
Det findes naturligvis i flere fin-/grovheder.
Pokon:
Standard-gødning til orkidéer, hvor de foruden NPK i forholdet
20-20-20 også er tilsat div. nødvendige mikro-næringsstoffer.
Polnia:
Orkidéernes støv-dragere. De to kølle-formede støvdragere
sidder med deres klæbeskive godt gemt under spidsen af central-legemet.
Polyploid:
Normalt har planter og dyr 2 sæt kromosomer - et fra hver af
forældrene. Kun ét sæt går videre til afkommet ved almindelig kønnet
formering, men ikke mindst når mennesket blander sig, sker det, at begge
sæt fra en forælder går videre til afkommet, som derfor i stedet for 2
sæt nu har 3 eller flere. Det kalder man så for Triploid
eller i tilfælde af 4 sæt Tetraploid - og så videre. For
nemheds skyld beskrives denne ofte i stedet med 3N eller 4N.
Protokorm:
Orkidéers frø er ikke som andre blomsterfrø - for de indeholder
ikke den nødvendige næring, der skal til at de kan spire af sig selv. I
naturen sørger en mykorrhiza-skimmelsvamp, som orkidéen på den måde
er afhængig af for at der er næring, så frøene kan spire. Disse
næringsstoffer må ved kultur leveres af det næringsmedie, som frøene
udsås på. Når frøene så efter 1 - 8 uger svulmer op og begynder at
blive grønne, kaldes de Protokorm. Disse udvikler siden en egentlig
spire.
Pseudobulber:
For at være ærlig, så har jeg lidt svært ved at finde ud af
forskellen på pseudobulber og "rigtige" bulber - men mon ikke
der er tale om forskellen på de tykke stængler hos f.ex Dendrobium, hvor
der er blade på siderne af pseudobulben, og de "rigtige" bulber
hos bla. Bulbophyllum, Miltonia og Encyclia, hvor bladene udelukkende
sidder i toppen og evt. ved basis?
Q
R
Raceme:
Blomster-stilken - også kaldt skaftet - kaldes ofte raceme -
eller "inflorescense" eller "spike" - i engelske
kilder.
Regnvand:
For de fleste det eneste rigtige at vande orkidéer med! Selv om
man indsamler sit regnvand fra tage i vore større byer, så er det
stadig "blødt" vand, der har et beskedent indhold af kalk og
andre salte, som kan skade vore planter.
- Måske kan det vise sig at være lidt til den sure side - men det kan
afhjælpes med et tyndt lag Dolomit-kalk oven på mediet til f.ex
Paphiopedilum, der foretrækker dette.
Rhizom:
Rodstokken, der forbinder bulberne. De kan være mere eller mindre
fremtrædende hos forskellige arter og slægter. Hos f.ex mange Coelogyne er de
meget lange og kan være meget smukke.
Royal Horticultural Society:
Det er det engelske kongelige haveselskab, der varetager den
internationale registreringen af alle de forskellige orkidé-hybrider og -kloner,
der er blevet lavet igennem årene. Der kommer ca. 3000 nye hybrider og
kloner til hvert eneste år! Her kan man således finde alle navnene og
hvilke planter, der er krydset for at få de bestemte hybrider og kloner.
Man kan således i princippet lave sine egne kopier af hybriderne - men
ikke af klonerne!
S
Sander's List of Orchid Hybrids:
Dette er listen over alle de forskellige hybrider, der bliver registreret
i "Royal Horticultural Society" - med alle tilgængelige
informationer om hybridernes tilblivelse - det vil sige informationer om
alle "forfædre" til den pågældende hybrid - og hvem, der
først registrerede den.
Saprofytisk:
En saprofyt er en snylter. F.ex mange svampe vokser i
træer - og lever af træet som en snylter, så det ødelægges. Bl.a. mistelten vokser også oppe i træer - og sender sine "rødder"
ind i træernes véd - men snylter alligevel ikke, men lever tværtimod i symbiose
med træet ved at "bytte" sukkerstoffer (energi) med mineraler
fra træet, så de to planter dermed hjælper hinanden - indtil misteltenene
måske en dag trods alt bliver så dominerende, at træet
alligevel bukker under. Sker det, så dør misteltenen også - for den er
afhængig af et levende træ.
Orkidéer er heller ikke
snyltere - altså ikke saprofytter - selv om mange vokser oppe i træerne.
Træerne lider ikke under at huse orkidéerne, da disse blot udnytter
denne luftige, men dog alligevel som regel fugtige biotop.
Nogen gange kan en orkidé dog blive så stor og tung, at en gren knækker
.... - det dør både grenen og ofte også orkidéen af - det sidste dog
bestemt ikke altid. Om ikke andet for en tid, så kan orkidéen ofte leve
fint videre, selv om den gren den sidder på dør og rådner.
Selfing:
Dette er frøformering, hvor man bestøver en plante med sin egen
pollen. Det benyttes som hovedregel nødigt - som regel kun fordi man ikke
kan skaffe en anden plante af samme art med lige så gode egenskaber -
idet der er en ikke ubetydelig risiko for indavl, der kan give svage eller
på anden måde ringe planter i afkommet. Med visse arter lykkes det
simpelthen aldrig - og ved andre kun en sjælden gang - mens andre igen er
lidt lettere at have med at gøre.
Semi-hydroponic:
En dyrkningsform, der har vist sig særdeles anvendelig til orkidéer af
mange slægter. Den går ud på, at planten dyrkes i et medie, hvori der
altid står vand i bunden, så det fra dette reservoir kan suges op i resten
af mediet, så dette altid er let fugtigt, men også meget luftigt.
Mineralske medier som leca, perlite og Greenmix er særligt egnede til
denne metode. Det er vigtigt, at der vandes så passende ofte, at
reservoiret i bunden altid er fyldt med vand. I modsætning til, hvad mange
ville forvente, så vokser orkidéernes rødder ofte helt ned i
vand-reservoiret - og lever i bedste velgående, selv om de hele tiden er i
vand!
Sepal:
De ialt 6 blomsterblade hos orkidéer sidder i en indre og en ydre
krans af 3. Dem i den ydre ring kaldes Sepal'erne - mens dem i den indre
kaldet Petal'erne. Den midterste af petalerne danner læben.
Skaft:
Betegnelse for plantens blomster-stængler.
Sommerfugle-orkidé:
Det danske navn for Phalaenopsis og div. hybrider.
Spansk
mos:
Har intet med mos at gøre - men er en rodløs, epifytisk levende Bromelia-plante fra Mellem- og det sydlige Nord-Amerika ved navn Tillandsia
uesnoides, som er en meget prydelig følgeplante til vore orkidéer.
Sphagnum-mos:
kan findes levende i moser, hvor det er med til at danne de
såkaldte 'hænge-sække', hvor man vil være på gyngende grund, hvis man
betræder dem. Det er ikke altid helt ufarligt - men frisk sphagnum mos er
fremragende at dyrke orkidéer i. Det siges at have både fungi- og
bakteriostatisk virkning - altså hæmmer både svampe og bakterievækst i
voksemediet. Normalt anvendes det ikke rent, men kun som en mindre del
(20-30%) af et voksemedium. Det holder særdeles godt på fugtigheden i
mediet.
NB! Når der i engelsk-sproget orkidé-litteratur tales om sphagnum, er der
altid tale om mos som dette - og ikke det omsatte produkt, vi herhjemme
kalder sphagnum! Det omsatte, brune produkt, vi tilfører vore
surbunds-bede i haven hedder på engelsk 'peat'.
Species:
Videnskabeligt fagudtryk for art - ofte forkortet sp.. Det anvendes
ofte om en plante, som man kun har slægtsnavnet på - f.ex Coelogyne
sp. - indtil planten er nærmere identificeret.
Stigma:
Blomstens hunlige kønsdel - dér hvor pollen skal placeres ved
bestøvning, for at der sidenhen kan dannes en frøkapsel.
Symbiose:
I naturen har alle orkidéer et "samarbejde" med en
særlig skimmelsvamp på værtstræets bark eller i jorden omkring den,
som orkidéens frø er afhængige af for at kunne spire. Denne
mykorrhiza-svamp vokser ind i overfladen på frøene, som til gengæld fra
svampen forsynes med sukkerstoffer og næringssalte, som den ikke kan
undvære for at kunne udvikle sig.
Symbiotisk udsæd:
Man kan udnytte det faktum, at den svamp, som den enkelte orkidé
danner mykorrhiza med, ofte er at finde omkring plantens rødder - og
derfor man det af og til lade sig gøre at udså orkidé-frøene på
voksemediet omkring moderplanten. Med lidt held vokser svampen ind i
frøene og starter spirings-processen ved at forsyne frøet med vigtige
sukker- og næringsstoffer. Det største problem her er
risikoen for udtørring - og ikke mindst skadedyr, der hurtigt får ædt
de spinkle protokorn.
Sympodial:
Orkider, der vokser til siden ved at afsætte nye bulber.
Efterhånden kan mange arter dække ganske store arealer.
Synonym:
Mange orkidéer er kendt under flere forskellige navne - nye og
gamle imellem hinanden. Disse forskellige navne for samme planter kaldes
synonymer. Som regel skyldes de forskellige navne, at man har ændret
artens placering i systematikken og dermed ændret navnet - men af og til
er der tale om forskellige navne, der stadig hænger ved lige fra de
første år efter arten er blevet beskrevet. Nogle anerkender én navn,
andre et andet.
T
Terrestrial:
Planter, der bor på jorden (som de fleste) - også når vi taler
om orkidéer. Alle skandinaviske og flertallet af andre europæiske
orkidéer - og en del udenfor Europa hører til denne gruppe.
U
Uldlus:
En alt for hyppig pestilens i samlingen! Dette skadedyr kan på kort tid
gøre det af med nye, spæde blade eller knopper - og ellers hodbare
blomster falder på få dage, hvis uldlusene har slået sig ned og suger
kraften ud af blad eller blomst. Ungplanter kan gå til på en uge eller 2.
Uvane:
Alt for mange køber orkidéer med fine blomster - og kasserer
straks planten, når blomsterne falder. Det er en uvane - for langt de
fleste orkidéer har også meget flotte blade, der pynter i vindueskarmen
indtil næste blomstring.
V
Velamen:
På orkidéernes luftrødder er der et hvidt lag, der dels beskytter
roden mod solforbrændinger og dels medvirker til at kunne holde ekstra
godt på vandet, når det er der - så roden får ekstra tid at optage
det. Velamen ligger simpelthen en smule fra den levende rods overflade, og
mellemrumet kan så fyldes med vand, der så ikke løber af planten så
hurtigt.
Vinicolor:
Den kraftigst farvede farvetype af Maudiae-type Paphiopedilum med
spættede blade. Oftest er disse blomster meget mørkt røde - næsten
indtil sort. Ofte kaldes typen blot "vini".
De øvrige typer er "album", "coloratum", "peacock"
og "flame".
Der kendes også 'Vinicolor' varianter fra andre slægter - f.ex Phal.
amabilis 'vinicolor', der har kraftig lilla farvning centralt i
blomsten omkring collum og læbe.
Vækst-gødning:
Med en gødning med højt kvælstof-indhold (nitrogen), kan man fremme
plantens grønne vækst og på passende tidspunkt stimulere væksten af
nye skud. F.ex en 10-5-5 eller 30-10-10 NPK-gødning med de øvrige
mikro-næringsstoffer.
Vækstlys:
Om vinteren har vi lige lovligt lidt lys i vore vindueskarme, og
mange orkidéarter vil trives bedst med at få et tilskud af lys. Man kan
bruge de dyre specielle drivhuslamper, der oven i købet også er dyre i
drift (400W / m2) - eller man kan bruge de moderne
lav-energi-pærer, der giver en tilsvarende form for lys. Hvis mine kilder
ellers har ret, så skulle en 21W lavenergipære hængt 1 meter over
planterne kunne dække 1 m2!
Det er første sæson, jeg prøver det her, så det bliver spændende at
se, hvordan planterne reagerer.
Halogen-lys skulle angiveligvis være helt uden nogen som helst positiv virkning
på planternes vækst.
Vævsformering:
Dette er det danske ord for meristem-formering, hvor man under
sterile forhold på særlige vækstmedier kan producere nye planter fra
små stykker af en ganske særligt attraktiv plante. Man får på den
måde genetisk helt ens planter - en såkaldt klon.
Helt ens bliver de nu ikke allesammen, da man er nødt til at anvende
kraftige plantehormoner for at få plantevævet til at danne nye planter.
Det indebærer, at der ganske hyppigt optræder mutationer (ændringer i
arveanlæggene), så der alligevel ind i mellem optræder afvigelser fra
moderplanten. Mange af disse mutationer overlever ikke, men nogle gør - og
det kan ind imellem føre til ganske overraskende planter.
W
Wildcattdata.com:
Den vistnok største database over alle orkidé-arter og -hybrider. Det er stedet, man søger efter alle tilgængelige informationer
om både nye og gamle navne og alt om tilblivelsen af de tusindvis
forskellige registrerede hybrider. Den kan købes over nettet på www.wildcattdata.com.
X
Y
Z
Æ
Æv ...:
Den første tanke, når man opdager, at de lovende nye knopper en dag
alligevel er faldet af .....
Ø
Øh .... :
Uafklaret reaktion på en vejledning om, hvordan man skal passe
den nyindkøbte plante.
Øje:
Mange arter har de såkaldte "sovende øjne" på deres
blomsterskafter eller på eller under deres bulber. Fra disse øjer kan
der senere udvikle sig sidegrene med nye blomster. De kan også anvendes
til vegetativ formering af planten. Øjerne kaldes også Nodier.
Å
Åh-nej:
Hyppigt udbrud, når man opdager, at man har kvajet sig! |